Jeg har trukket mig fra det almindelige liv

Sønnen begyndte at få angst, da han var 14-15 år. Det blev værre og værre i løbet af årene, og han fik også fysiske symptomer. Røg senere ud i misbrug med cannabis. Blev udredt og fik en psykiatrisk diagnose på en let sindslidelse og startede et forløb i offentligt regi, men det var ikke nogen succes. 

Der har været mange psykiske, sociale, praktiske og arbejdsmæssige belastninger i familien, siden sønnen begyndte at få angst i starten af sine teenageår. Det opstod efter at hans far døde pludseligt. Men det er ikke usædvanligt, at unges psykiske udfordringer belaster hele familien (læs mere om belastningsmønstrene i artiklen Pårørende på arbejdsmarkedet er generelt belastede).

“Jeg er i fuldstændig alarmberedskab. Det betyder, at mit overskud er meget mindre.”

– Tidligere havde jeg ind imellem job i udlandet. En dag, da jeg var på job i Sydeuropa, ringede han og havde det skidt og virkede psykotisk, så derefter var det slut med den mulighed, fortæller moderen (CG), som gerne vil være anonym af hensyn til sønnen. Hun har boet alene med sin søn siden faderens død, og det har været vanskeligt for hende at få dagligdagen til at hænge sammen både økonomisk, praktisk, socialt og følelsesmæssigt.

– Min venner har ofte oplevet, at jeg har aflyst arrangementer, enten fordi der har været noget med min søn, eller fordi jeg ikke magtede det. Jeg taler kun med få mennesker om det – et par stykker fra arbejde, en medforældre, som også har en stor søn med psykiske udfordringer, og en ex-kæreste.

Forældrerolle til diskussion

– Jeg trækker mig fra det såkaldte almindelige liv, fordi det jo er en smerte for mig, fortæller CG.

– Jeg kan ikke forvente, at folk kan forstå, hvad det er for en situation, jeg står i. Så jeg er kun sammen med de mennesker, der kan rumme, at jeg er lidt ustabil.

Det er et stort pres for hende, og hun har ofte oplevet fordømmelse og manglende forståelse fra omgivelserne.

– Hvordan forklarer du, at du har en søn på 21, men at der faktisk er perioder, hvor han er som en femårig dreng og har brug for sin mor? Man bliver mødt med den der – er du nu sikker på at du slipper ham nok. Er det ikke sådan en symbiose, I er i? Ens egen forældrerolle bliver sat op til diskussion.

Satte selv betingelserne

CG har i dag et godt job men hun er ikke i tvivl om, at sønnens angst har haft stor betydning for hendes karriere.

– Der er jobmæssige ting, jeg har sagt nej til, fordi jeg ikke kan vide, hvordan situationen ser ud i morgen. Eller om to måneder. Eller om et halvt år. Der er en stor uforudsigelighed, og det er gået ud over min karriere – den har der ikke været plads til, fortæller hun.

– Jeg har måttet holde ferie, selv om jeg havde brugt al min ferie. Så jeg har betalt for den selv. Det var en fordel for mig, da jeg var selvstændig, for der kunne jeg sige ja og nej til jobs og selv tilrettelægge min tid. Man har jo dårlig samvittighed over at skulle melde sig syg og over, at der er den uro.

I dag er jeg ansat et godt sted. Jeg har arrangeret det på den måde, at jeg har fundet en vikar, som kan de samme jobfunktioner som mig. Så hvis der er noget, kan jeg kontakte hende, og så træder hun ind i mit sted. Der har fx været en masse bøvl med min søn på det seneste, og så har jeg valgt kun at arbejde tre dage om ugen for en periode. Så bruger jeg ferie på den måde.

CG satte selv nogle betingelser, der skulle være opfyldt, inden hun sagde ja til jobbet, og da arbejdspladsen gerne ville have hende, accepterede de.

– Når der er noget med ham, sover jeg dårligere, måske sover jeg ikke en hel nat. Så kan jeg kontakte min vikar. Har fået en aftale med min arbejdsplads om, at jeg kan gøre det på den måde. Det kommer også mig til gode. Jeg er glad for jobbet – det giver mig overskud og indtjening.

Lever i en parallelverden

Selv nu hvor CG er på en arbejdsplads, som er forstående, oplever hun, at det er et kæmpe pres. Hun blev ringet op en nat, hvor han sov hos en kammerat, fordi han havde det dårligt og havde dødsangst. Der sov hun ikke fra klokken to men gik på arbejde alligevel. Og hun har valgt at gå stille med dørene af hensyn til eventuelle reaktioner fra kolleger.

– Jeg vælger kun at sige det til få på mit arbejde. Man er i en parallelverden, når du er pårørende til et menneske som har det mentalt svært, og så du ryger ind i en anden kategori. Man ser på dig på en anden måde. Derfor er jeg ikke gået i dybden med min situation, men folk ved godt, hvordan min situation er helt overordnet. Det er en selvstændig stilling, jeg har. Ingen tager sig af det. Det er det lille kontor. Der har været to gange, hvor jeg måtte tage hjem, fordi han havde panikangst, og jeg har kun mødt forståelse fra arbejdspladsen. Det har betydet alt. Ellers havde jeg sagt op.

Arbejdet er et fristed

CG fortæller, at hun på trods af sin situation er en del af holdet på arbejdspladsen, og hun føler ingen ensomhed. Samtidig orker hun ikke at være med til lege til julefrokost, og det bliver accepteret.

– Det gør at mit arbejdsliv er trygt, forklarer hun.

– Den del af mit liv er trygt. Med min søn er det rent kaos – derfor er det vigtigt, at resten er i faste rammer. Arbejdspladsen er et fristed for mig. Arbejdet er blevet min form for ventil. Det er der, jeg samler energi. Det er der, jeg føler, at hverdagen er ukompliceret.

Økonomisk har der også været pres på for CG og hendes søn, da hun har været nødt til at gå ned i tid.

– Jeg er gået mere og mere ned i tid i løbet af årene. Har søgt arbejde hvor jeg ikke har skullet arbejde så meget. Så indtjeningen er blevet markant påvirket, men vi bor billigt.

CG har en række gode råd til, hvordan man kan håndtere hverdagen og arbejdslivet, når man bor sammen med et menneske med psykisk sygdom: