Pårørende

Jeg har trukket mig fra det almindelige liv

Sønnen begyndte at få angst, da han var 14-15 år. Det blev værre og værre i løbet af årene, og han fik også fysiske symptomer. Røg senere ud i misbrug med cannabis. Blev udredt og fik en psykiatrisk diagnose på en let sindslidelse og startede et forløb i offentligt regi, men det var ikke nogen succes. 

Moren fortæller her om de psykiske, de sociale, de praktiske og de arbejdsmæssige belastninger (læs mere om belastningsmønstrene i artiklen Pårørende på arbejdsmarkedet er generelt belastede)

“Jeg er i fuldstændig alarmberedskab. Det betyder, at mit overskud er meget mindre.”

Tidligere havde jeg ind imellem job i udlandet. En dag, da jeg var på job i Sydeuropa, ringede han og havde det skidt og virkede psykotisk, så derefter var det slut med den mulighed.

Min venner har ofte oplevet, at jeg har aflyst arrangementer, enten fordi der har været noget med min søn, eller fordi jeg ikke magtede det.

Forældrerolle til diskussion

Jeg trækker mig fra det såkaldte almindelige liv, fordi det jo er en smerte for mig. Jeg kan ikke forvente, at folk kan forstå, hvad det er for en situation, jeg står i. Så jeg er kun sammen med de mennesker, der kan rumme, at jeg er lidt ustabil.

Det er et stort pres. Hvordan forklarer du, at du har en søn på 21, men at der faktisk er perioder, hvor han er som en femårig dreng og har brug for sin mor?

Man bliver mødt med den der – er du nu sikker på at du slipper ham nok. Er det ikke sådan en symbiose, I er i? Ens egen forældrerolle bliver sat op til diskussion.

Jeg satte selv betingelserne

Der er jobmæssige ting, jeg har sagt nej til, fordi jeg ikke kan vide, hvordan situationen ser ud i morgen. Eller om to måneder. Eller om et halvt år. Der er en stor uforudsigelighed.

Jeg har måttet holde ferie, selv om jeg havde brugt al min ferie. Så jeg har betalt for den selv. Det var en fordel for mig, da jeg var selvstændig, for der kunne jeg sige ja og nej til jobs og selv kunne tilrettelægge min tid. Man har jo dårlig samvittighed over at skulle melde sig syg og over, at der er den uro.

I dag er jeg ansat et godt sted. Jeg har arrangeret det på den måde, at jeg har fundet en vikar, som kan de samme jobfunktioner som mig. Så hvis der er noget, kan jeg kontakte hende, og så træder hun ind i mit sted. Der har fx været en masse bøvl med min søn på det seneste, og så har jeg valgt kun at arbejde tre dage om ugen for en periode. Så bruger jeg ferie på den måde. Når der er noget med ham, sover jeg dårligere, måske sover jeg ikke en hel nat. Så kan jeg kontakte min vikar. Har fået en aftale med min arbejdsplads om, at jeg kan gøre det på den måde. Det kommer også mig til gode. Jeg er glad for jobbet – det giver mig overskud og indtjening.

Jeg satte selv betingelserne på jobbet, inden jeg sagde ja til det, og de ville gerne have mig, så de accepterede.

Du lever i en parallelverden som pårørende

Men selv nu hvor jeg er på en arbejdsplads, som er forstående, er det et kæmpe pres. Jeg blev ringet op en nat, hvor han sov hos en kammerat, fordi han havde det dårligt og havde dødsangst. Der sov jeg ikke fra klokken to men gik på arbejde alligevel.

Jeg vælger kun at sige det til få på mit arbejde. Man er i en parallelverden – når du er pårørende til et menneske som har det mentalt svært, og så du ryger ind i en anden kategori.

Er ikke gået i dybden med min situation. Det er en selvstændig stilling, jeg har. Ingen tager sig af det. Det er det lille kontor. Der har været to gange, hvor jeg måtte tage hjem, fordi han havde panikangst.Har kun mødt forståelse fra arbejdspladsen. Det har betydet alt. Ellers havde jeg sagt op.

Arbejdet er et fristed

Føler ingen ensomhed. Er en del af holdet. Men orker ikke at være med til lege til julefrokost.

Det gør at mit arbejdsliv er trygt. Den del af mit liv er trygt.

Med min søn er det rent kaos – så vigtigt at resten er i faste rammer.

Arbejdspladsen er et fristed for mig. Arbejdet er blevet min form for ventil. Det er der, jeg samler energi. Det er der jeg føler at hverdagen er ukompliceret. Jeg taler med et par stykker fra arbejdet.

Og har en medforælder, som også har udfordringer med sit næsten voksne barn – plus en ekskæreste, jeg kan snakke med.

Der har ikke været plads til karriere.

Er gået mere og mere ned i tid i løbet af årene. Har søgt arbejde hvor jeg ikke har skullet arbejde så meget. Så indtjeningen er blevet markant påvirket, men vi bor billigt.

Forslag til tiltag for pårørende på arbejdsmarkedet

  • Fleksibilitet i forhold til afholdelse af ferie.
  • Fleksiblitet i forhold til forskudt arbejdstid
  • det er enormt ufleksibelt at man skal møde kl. 9-16.
  • Forståelse for at jeg i en kringlet situation.
  • Mulighed for at ringe til en konsulent, der kan hjælpe. En tovholder. Det kunne være en forsikring, virksomheden have. Så folk i denne situation kan få rådgivning. Måske en familierådgiver eller en familiekonsulent.
  • Omsorgsdage for dig selv. Så der er en eller anden form for anerkendelse, af at når man bor sammen med et menneske med psykisk sygdom – skal der være en ventil, inden man kører helt af sporet. Det duer ikke, at det stopper, når den unge er 18.
  • Måske ti gange psykologbehandlinger. Eller noget massage.
Disclaimer: Alle interviewpesoner, som har deltaget i Pårørende på jobs undersøgelse, er anonymiseret. Projektgruppen kender deres identitet.

Følg Pårørende på Job på Facebook

Projekt Pårørende på Job har oprettet en lukket Facebook-gruppe for forældre til psykisk sårbare unge.
Vi har også en Facebook-side, hvor du som arbejdsplads eller pårørende kan få viden og gode råd.

Gå til Facebook side